En 80-årig kvinde og en 83-årig mand er afgået ved døden i forbindelse med et skyderi på en adresse på Gillelejevej i Esbønderup.
Det skriver Nordsjællands Politi fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.
Politiet har siden fredag formiddag været til stede i Esbønderup i det nordlige Sjælland.
- Der er ingen fare for personer i området, og politiet er nu i gang med at undersøge omstændighederne nærmere med de relevante politifaglige ressourcer, lyder det i meddelelsen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 10.17, skriver B.T.
Ekstra Bladet skrev tidligere fredag, at politiet var talstærkt til stede i Esbønderup, og at området blev undersøgt med hunde.
I forbindelse med politiets arbejde er Gillelejevej ifølge mediet delvist afspærret.
Nordsjællands Politi beder om ro til at udføre det nødvendige arbejde på stedet og har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
/ritzau/