Advokatundersøgelse udtrykker hård kritik af Rigspolitiet for »fejl og forsømmelser« i minksagen

En advokatundersøgelse anbefaler, at det undersøges nærmere, om myndigheder og embedsværket kan drages til ansvar for udstedelse af ulovlige actioncard i forbindelse med minksagen.

Det bør undersøges nærmere, hvordan og hvorfor politiet blev instureret i at kontakte landets minkavlere og bede dem aflive deres raske besætninger, selvom det var ulovligt.

Sådan lyder anbefalingen i en netop udkommet advokatundersøgelse, der fredag er blevet præsenteret for Folketinget.

Her konkluderer advokat Claus Guldager, at der blev »begået fejl og forsømmelser i forbindelse med Rigspolitiets formulering og anvendelse af Actioncard Nr. 1«.

»Samlet lægger jeg til grund, at retningslinjerne på ingen måde er fulgt,« skriver han således i undersøgelsen.

Rigspolitiet får kritik for, at det omtalte actioncard indeholdt »urigtigt« indhold, ligesom der manglede en sikring af dets lovlighed. Fejlen er begået af en underordnet medarbejder i politiet, konkluderer Claus Guldager.

Advokaten vil ikke sætte navn på ansvarlige enkeltpersoner i politiet, men anbefaler altså, at »det bør undersøges nærmere og i rette forum, om og i hvilket omfang myndigheder eller embedsværket kan drages til ansvar for det samlede forløb«.

Det konkluderes også i advokatundersøgelsen, at »Folketinget har haft begrænset adgang til information om de faktiske omstændigheder i sagen, hvilket selvsagt har vanskeliggjort Folketingets kommunikation med regeringen«.

Og videre:

»Henset til sagens samlede alvorlige karakter og den betydelige offentlige interesse, finder jeg anledning til at udtrykke min undren over, at der ikke har været vilje til at kaste klarere lys over forløbet.«

Ifølge Claus Guldager skyldes det blandt andet, at regeringens svar på folketingsspørgsmål om sagen »bærer præg af en vis modvilje i forhold til at belyse en sag, som både politisk og offentligt har haft en stor bevågenhed«.

Undersøgelsen vil dog ikke »søge juridisk at kvalificere regeringens håndtering af minksagen«, da dette undersøges i den igangværende granskningskommission.

Ulovlige actioncards

Hele postyret om politiets actioncard kommer af, at politiet i november 2020 beordrede alle minkavlere at slå deres besætninger ihjel.

Politifolkene var til den opgave blevet instrueret med et actioncard, som gav det indtryk, at alle mink skulle aflives. Der fandtes dog kun lovhjemmel til at beordre aflivning på farme med smitte samt på farme, der befandt sig inden for 7,8 kilometer af smitte.

Der stod desuden på det omstridte actioncard, hvad politiet skulle sige til minkavlerne, hvis de ikke ville følge ordren om at aflive alle deres mink.

»Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel. Jeg vil derfor høre, om dette får dig til at ændre beslutningen?«

Den omtalte bonus blev lovet minkavlere, der aflivede hele deres besætning inden for en bestemt tidsfrist.

I foråret besluttede Folketinget at iværksætte en advokatundersøgelse af actioncardet med den ulovlige ordre. Advokaten Claus Guldager har ikke måttet foretage afhøringer eller indhente udtalelser, men har kun haft adgang til relevant materiale fra ministerier og myndigheder.

Kommission

Torsdag dannede Retten på Frederiksberg ramme om de første afhøringer i den særlig nedsatte granskningskommission, der skal kulegrave forløbet, hvor regeringen på et pressemøde 4. november 2020 meldte ud, at alle mink skulle aflives af frygt for coronavirusmutationer.

I de kommende måneder vil kommissionen hver torsdag og fredag udspørge en række vidner, herunder ledende embedsmænd, topfolk fra regeringen og statsministeren.

Under torsdagens møde i kommissionen blev det slået fast, at vurderingen internt i Miljø- og Fødevareministeriet gennem hele forløbet var, at der ikke var lovhjemmel til aflivningen. At det ville være ekspropriation.

Samtidig står det nu klart, at statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, tidligt i forløbet fulgte sagen tæt og ytrede ønske om handling.

Mette Frederiksen skal 9. december afhøres som den foreløbig sidste.

Jagter ikke embedsmænd

Karsten Lauritzen (V) er formand for Granskningsudvalget, som er nedsat til at undersøge minksagen. Han siger til Ritzau, at det er for tidligt at sige, om undersøgelsen skal have konsekvenser for embedsmænd såsom rigspolitichef Thorkild Fogde.

»I Venstre jagter vi ikke embedsmænd. Vi jagter de ansvarlige politikere,« siger Karsten Lauritzen til Ritzau.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, er ligeledes medlem af udvalget. Han indtager samme position som Karsten Lauritzen.

»Det tror jeg, man skal vente med at drage konklusioner om, indtil vi har set det fulde billede i kommissionen,« siger han til Ritzau med henvisning til Granskningskommissionen.