Advokater ser større risiko for falske tilståelser med nyt tiltag

Man risikerer falske tilståelser, hvis man giver strafferabat i tilståelsessager, vurderer Advokatrådet.

Torsdag fremlagde Rørdam-udvalget en række tiltag, der skal nedbringe ventetiderne ved landets domstole, men de retssikkerhedsmæssige udfordringer bør overvejes ved særligt to af forslagene, siger Advokatrådet. Liselotte Sabroe

Det er »væsentligt« at have »de retssikkerhedsmæssige udfordringer« med i overvejelserne, når politikerne begynder diskussionen af særligt to af de forslag, Rørdam-udvalget torsdag præsenterede for Folketingets partier.

Det skriver Advokatrådet i en pressemeddelelse. Advokatrådet er Advokatsamfundets bestyrelse og arbejder for at fremme retssikkerheden i landet.

Det er udvalgets forslag om, at flere straffesager skal vurderes af én dommer i stedet for af tre, og at det skal give strafferabat, hvis en tiltalt tilstår en forbrydelse, politikerne bør være opmærksomme på, lyder det.

»Hvis man giver tiltalte et større incitament til at tilstå, så følger der en risiko for falske tilståelser med, som man skal være meget opmærksom på,« siger Karoline Normann, der er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.

Hun peger også på yderligere en bekymring:

»Hvis grænsen for nævningesager hæves til eksempelvis seks eller otte år, så vil der selvfølgelig være en række sager, der kun bliver bedømt af én juridisk dommer frem for tre og af færre lægdommere. Det vil alt andet lige være et dårligere retssikkerhedsmæssigt udgangspunkt for en tiltalt, end det vi har i dag.«

I dag bliver sager med en strafpåstand på fire års fængsel eller mere afgjort i nævningesager.

Karoline Normann mener, at der føres flere nævningesager, fordi politikerne har hævet straframmerne på flere områder.

I stedet for at hæve grænserne for, hvornår en sag skal have tre dommere, »kunne man jo også politisk lade pengene følge med stramningerne«. På den måde ville man ikke slække på retssikkerheden, mener Karoline Normann.

Rørdam-udvalget skal undersøge, hvordan man kan nedbringe ventetiderne ved landets domstole. Torsdag fremlagde udvalgets formand, Thomas Rørdam, den første delafrapportering af i alt tre.

Men skal ventetiderne ned ved de pressede domstole, skal der mere til end det, der blev fremlagt, lyder det fra Advokatrådet. Det kræver helt simpelt flere ressourcer:

»Der er bestemt brugbare ideer med, og vi er helt med på at realisere alle de tiltag, vi kan, uden at skade retssikkerheden.«

»Men når jeg ser samlet på de første tiltag, er det meget tydeligt, at vi ikke kan effektivisere os til bedre sagsbehandlingstider,« siger Karoline Normann.

/ritzau/