Adgangen til våben er de seneste år blevet vendt op og ned i den kriminelle underverden. Hvor skarpladte våben tidligere var et magtsymbol forbeholdt de højest placerede i det kriminelle hierarki, ser vi nu en stigende tendens til, at også lavere rangerende kriminelle ikke alene besidder våben, men også bruger dem for at slå ihjel.
Tendensen er udbredt flere steder i Europa – herunder i Danmark – konkluderer en international kortlægning af våbenflowet i Europa, Project Target. Det Flamske Fredsinstitut i Bruxelles har med hjælp fra blandt andet Europol og nationalt politi undersøgt, hvordan illegale våben flyder på tværs af grænser, samles op af kriminelle og anvendes i konfrontationer mellem især bander og andre organiserede kriminelle.


