Årsag til kemisk lugt i lejlighedsopgang i Esbjerg ikke fundet
Lejlighedsopgang i Esbjerg blev søndag eftermiddag undersøgt af politiet efter meldinger om en kemisk lugt.
Lejlighedsopgang i Esbjerg blev søndag eftermiddag undersøgt af politiet efter meldinger om en kemisk lugt.
Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke kunnet klarlægge årsagen til en kemisk lugt, der søndag eftermiddag generede flere borgere i Fynsgade i Esbjerg.
Det oplyser politikredsen søndag aften i en myndighedsmeddelelse på Politi Update.
- Vi har mistanke om, at der kan være spildt noget på trappen, men at det spildte siden er fordampet, lyder det efter en endt undersøgelse af stedet.
Opgangen i Fynsgade bliver i løbet af aftenen rengjort og efterfølgende åbnet igen.
Politiet fik anmeldelsen om den kemiske lugt klokken 15.36 og rykkede ud til området.
Tidligere oplyste vagtchef Ole Aamann til Ritzau, at man havde lokaliseret lugten til en opgang, men at man ikke havde fundet ud af, hvad det skyldtes.
- Lige nu har vi en hypotese om, at det er noget trappevask, hvor man måske har sammensat nogle rengøringsmidler lidt forkert, lød det tidligere fra vagtchefen.
Beboere i opgangen blev desuden opfordret til at holde sig inde i deres lejligheder.
Ifølge politiet har der ikke været grund til bekymring, hvis man har opholdt sig i området. Der er heller ikke nogen, der er kommet noget til.
Enkelte havde dog oplevet lugten som generende for deres vejrtrækning.
RITZAU