Da jeg ser Jarred ride ind i en drive through hos McDonald's i New Orleans, er det bare om at følge efter.
Det er tid til midtvejsvalg i USA. Jeg rejser sammen med Berlingskes USA-korrespondent, Michael Bjerre, rundt i Louisiana og Texas for at tage pulsen på den menige amerikaners holdning til Donald Trump, to år efter han blev valgt til USAs præsident.
Vi er i New Orleans til gadefest på en søndag. Folk danser gennem de lokale kvarterer til høj musik. Da det hele er slut, er Jarred, der sammen med nogle venner har redet rundt til gadefesten, blevet tørstig. Han ridder på sin hest, Oreo, op til udleveringsvinduet på burgerbaren og får sin drink.
Folk samledes. Den franske nationalsang lød symbolsk ud over Champs-Élysées med Triumfbuen i baggrunden, mens De Gule Veste for fjerde lørdag i træk demonstrerede i Frankrig.
Og indrømmet: Det var svært ikke at blive påvirket af stemningen – i hvert fald i det korte øjeblik, hvor luften ikke var fyldt af et inferno af tåregas, chokgranater og gummikugler skudt af sted af det franske politi, der var noget bedre forberedt på de voldelige konfrontationer med protestbevægelsen end weekenden før, hvor meget gik galt.
Jeg var også forberedt – med både hjelm og gasmaske – og det med rette: St dække De Gule Vestes demonstration i Paris var, overraskende nok, en voldsommere oplevelse end at dække befrielsen af Mosul i Irak. I hvert fald for mig.
En sensommerdag i august besøgte jeg sammen med journalist Maise Njor kongeriget Elleore. En uge hver sommer bosætter de 130 Elleore-borgere sig på den lille ø i Roskilde Fjord. De har deres eget pas og møntfod, og størstedelen af beboerne har adelige titler.
Da det ud på eftermiddagen rygtedes, at kong Leo 3. og dronning Carina snart ville ankomme med skibet Søløven, bevægede jeg mig ned mod øens lille bådebro. Her var en flok af kongerigets yngste borgere samlet for at holde udkig efter kongen. Da de fik øje på mig, satte de sig helt automatisk pænt på række og smilede artigt til fotografen. 30 sekunder senere havde de fuldstændig mistet interessen for mig. Så tog jeg dette billede.
Elefanterne Djungla, Lara og Jenny er på den sidste tur i manegen. Jeg besøger dem i Cirkus Arena flere gange i løbet af sommeren. Om lidt bliver det forbudt at have elefanter i danske cirkusser.
De tre afrikanske hunelefanter er født i cirkus. I vinterhalvåret er de i cirkus i Spanien eller Italien. Elefanterne passes af tre faste dyrepassere, spiser hver over hundrede kilo foder om dagen og slubrer cirka 150 liter vand i sig – afhængig af vejret. Cirkus Arena taler med Knuthenborg Safaripark om et kommende hjem til Djungla, Lara og Jenny.
De tre elefanter har været sammen altid. De vil sandsynligvis sørge over at miste forbindelsen til deres faste dyrepassere, men utvivlsomt gøre det, hvis de skilles ad.
Det er en af de sidste dage, 30-årige Sarah kan færdes frit udenfor i sin niqab, før det bliver en forbrydelse.
Hun føler sig marginaliseret af loven, fordi hun går med niqab, og vil omlægge sit liv, så hun fremover får så lidt kontakt til omverdenen som muligt. Få dage før tildækningsforbuddet træder i kraft, går journalist David Rue Honoré og jeg en tur på Strøget med Sarah.
Ved Storkespringvandet er hun ikke den eneste, hvis ansigt man ikke kan se. Hun passerer Mickey Mouse, der står og sælger balloner. »Jeg har mistet tilliden til systemet og har indset, at muslimer ikke har de samme rettigheder som andre. Meget politik er hyklerisk, den konklusion er jeg kommet frem til,« siger hun.
Jeg synes, situationen sætter forbuddet i relief, da jeg tager billedet.
Roxanas 12-årige søn overværede i oktober et skyderi foran familiens opgang i Odense. Siden da har hverdagen ændret sig markant. Da vi møder Roxana i slutningen af oktober, er sønnen sendt til noget familie i Jylland. Han var traumatiseret af skyderiet og havde svært ved at få en hverdag til at fungere i hjemmet. Flere gange tissede han i bukserne. Roxanas stemme skælver, hver gang hun fortæller om sønnen.
»Det er et chok for en mor at vide, at ens søn har oplevet noget så forfærdeligt,« fortæller hun, inden hun bryder sammen i gråd. Det stråler ud af hende, hvor magtesløs hun føler sig.
Jeg bliver altid rørt, når folk åbner sig og fortæller deres historie til vildt fremmede mennesker, selv om det er svært. Lige inden vi forlader hjemmet, fortæller Roxana, at det er hendes fødselsdag dagen efter. Og at hun for første gang nogensinde skal holde den uden sin ældste søn. Jeg synes, billedet viser den stærke, men også meget berørte kvinde, vi mødte. I dag er Roxana, hendes mand og alle tre børn flyttet til en anden lejlighed.
I slutningen af året lavede jeg i samarbejde med en gruppe journalister en alternativ julekalender, hvor vi skildrede livet i København gennem historier fra døgnets 24 timer. Vi arbejdede meget med at komme rundt i forskellige miljøer i byen. En af vores ideer var, at vi gerne ville finde folk på arbejde på et tidspunkt, hvor de fleste andre holder fri.
Investeringsstrateg hos Nordea Andreas Østerheden var netop sådan et menneske. Han var eneste mand på skansen en tidlig mandag morgen. Opgaven for mig var mest af alt at indfange stemningen af, at han sidder mutters alene bag sine skærme, omringet af en skov af tomme kontorstole og skriveborde.
Vi er i Nairobi, hovedstaden i Kenya. Eastleigh-kvarteret, der er kendt som Little Mogadishu, beboes af somaliske flygtninge og migranter. Journalist Carolina Kamil og jeg besøgte et sundhedscenter, hvor unge kvinder kommer for at få rådgivning om blandt andet prævention.
Det er hårdt at være kvinde i Kenya. 39 procent af alle kvinder er udsat for seksuel eller fysisk vold, og kvinderne får i gennemsnit 6,5 børn.
Som ofte sker der noget overraskende, når man er ude på opgave, som tilføjer noget uventet til historien. Efter at have talt med pigerne, gik vi lidt rundt i centeret og stødte på en gruppe unge mænd, der var i fuld gang med træningen. Det er nemlig ikke kun kvinder, der kommer her, de unge mænd bruger også centeret.
