81-årig motorcyklist død efter ulykke med rutebus
Østjyllands Politi undersøger onsdag en trafikulykke med dødelig udgang øst for Mejlby.
Østjyllands Politi undersøger onsdag en trafikulykke med dødelig udgang øst for Mejlby.
En 81-årig motorcyklist er onsdag formiddag død i forbindelse med en trafikulykke øst for Mejlby.
Det oplyser Østjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse.
Hændelsen fandt sted i krydset mellem Mejlbyvej og Guldbjergvang, der har været lukket for gennemkørsel i alle retninger.
Østjyllands Politi skriver i en opdatering på Politi Update kort før klokken 14, at krydset igen er farbart, da undersøgelser på stedet er blevet færdiggjort.
- Vores undersøgelser skal nu klarlægge det endelige hændelsesforløb forud for ulykken. Vi har derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen, skriver politiet.
Ifølge TV 2 Østjylland var det en regionalbus i rute, der var involveret i ulykken.
Midttrafik oplyser til mediet, at der er taget hånd om både chauffør og passagerer.
- Der var fire passagerer i bussen, og de er alle blevet tilbudt krisehjælp, siger Britta Charmig, der er kommunikationskonsulent hos Midttrafik, til TV2 Østjylland.
Der oplyses ikke om øvrige tilskadekomne.
Tidligere onsdag skrev Østjyllands Politi på Politi Update, at der klokken 11.02 tikkede en anmeldelse ind om et færdselsuheld mellem en bus og en motorcykel.
- Vi undersøger i øjeblikket uheldsstedet sammen med en bilinspektør, skrev politiet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Ritzau arbejder på en kommentar fra Østjyllands Politi, der endnu ikke er vendt tilbage.
Mejlby er en landsby i Østjylland med 407 indbyggere, der ligger omkring 20 kilometer nord for Aarhus.
De pårørende er underrettet, skriver politiet.
RITZAU