I et retsmøde forklarer en 81-årig mand om et dødeligt knivoverfald, at han var blevet "megasur" på sin underbo på Nedergade i Odense.

Det skriver flere medier, herunder fyens.dk, torsdag formiddag.

Et brev fra et postbud var tilsyneladende den udløsende faktor, da han onsdag morgen stak sin underbo flere gange i brystet med en spejderdolk. Underboen mistede livet. Han blev 65 år.

I retsmødet torsdag konstaterer anklageren ifølge fyens.dk, at den 81-åriges adfærd tyder på paranoide forestillinger.

Han har blandt andet ment, at rockere var efter ham. Han har haft det psykisk svært.

- Desværre slog det klik for mig, skal den 81-årige ifølge en politirapport have sagt til betjente efter anholdelsen, som skete lidt før klokken ni.

Overfaldet foregik i underboens lejlighed kort efter klokken otte.

Efter den blodige begivenhed gik den 81-årige på besøg hos sin ekskæreste, der bor i nærheden, hvor han drak kaffe og lånte en bluse.

I retsmødet erkender manden sig skyldig i vold med døden til følge. Men han nægter at have haft til hensigt at dræbe underboen.

Dommeren bestemmer, at der er begrundet mistanke om drab, og at der er grundlag for varetægtsfængsling i fire uger.

Men den sigtede skal overføres fra arresten til en psykiatrisk afdeling, når der er plads. Desuden skal han mentalundersøges.

RITZAU