74 borgere får brev fra politiet - I skal overveje behandling for misbrug

Midt- og Vestjyllands Politi forsøger sig med brev med en forebyggende hensigt.

Politiet kalder det "en udstrakt hånd", at 74 borgere i Holstebro-området i denne tid får brev om, at de er blevet identificeret i forbindelse med en efterforskning af en narkosag.

Ingen af personerne er sigtet for noget.

Men politiet håber, at de 74 nu vil overveje, om de kan have brug for hjælp til at komme ud af et misbrug.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag.

De mange mennesker er i alderen fra 15 til 50 år. Langt de fleste er mænd.

Deres navne er alle dukket op på beskedtjenesten WhatsApp, hvor en ung mand har reklameret med salg af kokain og hash.

I lokalpolitiet siger politikommissær Knud Lauridsen, at de 74 har tilmeldt sig WhatsApp-gruppen, som tydeligt handler om køb og salg af kokain og hash.

- Vi vil faktisk gerne hjælpe dem til at komme ud af et eventuelt misbrug, siger han i pressemeddelelsen.

Også tidligere har Midt- og Vestjyllands Politi henvendt sig direkte til et stort antal borgere i forbindelse med sager om euforiserende stoffer.

I Thisted var der sidste år medarbejdere fra rusmiddelcentret til stede på politistationen, da 100 mennesker blev afhørt om deres køb.

/ritzau/