En 70-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun torsdag aften på sin cykel blev ramt af en bus i krydset mellem H.P. Hansens Vej og Nørregade i Herning.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørum.

- En cyklist er ramt af en bus. Pågældende er kørt til Skejby i kritisk tilstand med hovedtraumer, sagde vagtchefen tidligere på aftenen.

Det står endnu ikke klart, hvad der nærmere skal være sket.

Kvindens pårørende er underrettet.

Og der er endnu ingen sigtede i sagen.

- Vi afventer bilinspektørens beslutning, siger vagtchefen.

Trafikken var kortvarigt påvirket af ulykken.

- Der har været kortvarigt spærret, men der er åbnet igen, sagde vagtchefen tidligere på aftenen.

/ritzau/