En 64-årig mand på elcykel er død, efter at være blevet påkørt af en bilist i Pandrup i Nordjylland.

Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi omkring klokken 01.00 mandag.

Hans pårørende er blevet underrettet.

Ulykken skete i krydset ved Sigsgaardsvej og Klokkestøbervej, da manden kørte ud fra sin vigepligt.

Herefter blev han ramt af en 25-årig kvindelig bilist, der ifølge vagtchefen kom kørende med normal landevejshastighed.

Anmeldelsen indløb klokken 20.47, og manden blev erklæret død på stedet.

En bilinspektør blev tilkaldt til stedet. Inspektørens opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.