En 64-årig mand er mandag i Retten i Odense blevet idømt tre måneders fængsel for vold mod sin 90-årige mor, der afgik ved døden, omkring fem timer efter at han havde udsat hende for vold.
Det skriver Fyens Stiftstidende, der har været til stede i retten mandag.
Manden var tiltalt for grov vold med døden til følge, men blev dømt efter straffelovens almindelige voldsparagraf.
Retten kunne ikke konkludere, at manden var skyld i sin mors død, skriver det regionale medie.
Tiltalen mod manden lød på, at han 12. februar 2024 kort før klokken 05.29 havde sparket sin 90-årige mor i maven, mens hun lå på gulvet, og at han slog hende i hovedet og på anden måde udsatte hende for vold, så hun afgik ved døden samme dag klokken 10.47.
Det skete på mandens bopæl i Kerteminde.
I retten erkendte manden, at han havde udsat sin mor for vold. Han forklarede, at han mistede besindelsen, da han forsøgte at hjælpe hende på badeværelset.
Fyens Stiftstidende skriver, at han i retten forklarede, at han sparkede sin mor i maven og slog hende på kæben. Han sagde i retten, at han ikke kunne forklare, hvordan han kunne finde på det, og at han elskede sin mor meget højt.
Ifølge Fyens Stiftstidende døde den 90-årige kvinde, efter at hun på hospitalet havde fået to hjerneblødninger.
Den 64-årige har modtaget rettens dom.
Anklagemyndigheden kan dog også vælge at anke sagen, hvis den ikke er enig i rettens afgørelse.
Det skal ske inden for 14 dage, fra dommen er afsagt.
/ritzau/
