Der er nu rejst tiltale i en sag om et dødeligt overfald, der fandt sted sidste år ud for motorvejsafkørsel 24 i Aalborg.
Det er en nu 58-årig mand, som er tiltalt for at overfalde en 67-årig mand. Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Han er tiltalt for vold med døden til følge mod den 67-årige. Han er derudover tiltalt for vold mod en kvinde, der var passager i offerets bil. Ifølge anklageskriftet skubbede den 58-årige hende, så hun faldt omkuld og fik hudafskrabninger.
Overfaldene fandt sted den 29. juli sidste år omkring klokken 13.00.
Hvad der førte til kontroversen vides ikke, men den 58-årige blev tilsyneladende så vred, at han trak offeret ud af hans bil og overfaldt ham.
Den tiltalte slog manden så hårdt i maven og på kroppen, at han faldt omkuld, hvorefter han fulgte op med at sparke og trampe på ham. Det 67-årige offer brækkede flere ribben og fik læsioner i lever og milt.
Overfaldet var så brutalt, at han døde af sine kvæstelser dagen efter.
Sagen er rejst som en nævningesag i Retten i Aalborg, hvilket betyder, at sagens anklager går efter mindst seks års fængsel.
Da den 58-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør sidste år, nægtede han sig skyldig i overfaldet.
Politiet kan for nuværende ikke oplyse, hvad der førte til konflikten, som skal have fået den 58-årige til at uddele så voldsomme tæv, at den 67-årige afgik ved døden.
- Det udtaler vi os ikke om på nuværende tidspunkt. Den information får vi først, når han får mulighed for at afgive forklaring i retten, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Anklagemyndigheden har desuden nedlagt påstand om erstatning.
Sagen er endnu ikke berammet, hvilket betyder, at det ikke er besluttet, hvornår den skal for retten.
/ritzau/