Opdateret

56-årig overfaldet og efterladt hjælpeløs i lejlighed i Esbjerg

Dommer har varetægtsfængslet mand og kvinde i sag om farlig vold. Offer blev lagt i respirator.

To personer i 40'erne fremstilles mandag i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg sigtet for grov vold mod en 56-årig mand i samme by. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

I en sag om et groft overfald på en 56-årig mand i en lejlighed i Esbjerg i weekenden har en dommer mandag varetægtsfængslet to personer.

En 43-årig mand skal være frihedsberøvet i fire uger, mens en kvinde på 42 år har fået en uges varetægtsfængsling.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi efter et retsmøde mandag eftermiddag.

Offeret blev fundet svært tilskadekommen i sin lejlighed i Esbjerg søndag morgen.

Manden har delvist erkendt sig skyldig, mens kvinden nægter, lyder det fra politiet.

De to sigtes også for at have hensat den 56-årige i hjælpeløs tilstand. Overfaldet skete lørdag aften. Først søndag blev han fundet og derefter lagt i respirator med alvorlige skader.

Fra retsmødet rapporterer det regionale medie jv.dk, at politiet mener, at en tredje person var involveret i overfaldet.

Et eventuelt motiv er der ikke fremkommet oplysninger om. Retsmødet er foregået bag lukkede døre.

- Vores opfattelse er, at der ikke er tale om et tilfældigt offer, så andre borgere skal ikke føle sig utrygge, har politikommissær Frederik Nielsen udtalt i en pressemeddelelse.

/ritzau/