Opdateret

56-årig mand svært tilskadekommen efter overfald i Esbjerg

En 56-årig mand blev lørdag aften eller nat voldeligt overfaldet i sin lejlighed, men er i stabil tilstand.

En 56-årig mand blev søndag morgen fundet svært tilskadekommen i sin lejlighed i Esbjerg efter at være blevet udsat for et voldeligt overfald.

Det oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Hændelsen skete i en lejlighed på vejen Grådybet i Esbjerg, og mandens tilstand var kritisk, hvorfor han blev fragtet til Odense Universitetshospital.

Sent søndag eftermiddag er vurderingen, at den 56-åriges tilstand er stabil, lyder det.

I forlængelse af det voldelige overfald vil politiet være til stede på adressen "et godt stykke tid endnu".

- Det kan naturligt give anledning til spørgsmål, når politiet er massivt til stede i et område, som det i dag er tilfældet på Grådybet, siger politikommissær Frederik Nielsen i pressemeddelelsen.

- Derfor øger vi vores tilstedeværelse i morgen og håber, at de lokale borgere vil kontakte os, hvis de har spørgsmål eller blot ønsker en snak med os, siger han.

Mandag vil både gående og cyklende betjente desuden være til stede omkring adressen.

Politiet foretager undersøgelser på gerningsstedet både i lejligheden samt uden for boligen. Lejligheden og et område omkring den har derfor været afspærret.

Syd- & Sønderjyllands Politi søger efter flere mulige gerningspersoner til overfaldet og vil derfor gerne i kontakt med mulige vidner i sagen.

/ritzau/