En 56-årig mand, der den 14. september blev udsat for et overfald i sit hjem i Esbjerg, er afgået ved døden.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden døde søndag, og nu skal der foretages en obduktion, som kan fastlægge dødsårsagen.

Den 56-årige blev fundet svært tilskadekommen i sin lejlighed og bragt til sygehuset.

Dagen efter overfaldet blev en 43-årig mand og en 42-årig kvinde sigtet for vold og varetægtsfængslet. En 31-årig mand er også blevet anholdt og fængslet.

Onsdag i sidste uge blev kvinden løsladt. Hun er fortsat sigtet.

Syd- og Sønderjyllands Politi skal nu vurdere, om sigtelserne i sagen skal ændres.

Ud over vold er de tre personer også sigtet for at have efterladt en person i hjælpeløs tilstand.

Et muligt motiv bag overfaldet er der ikke kommet oplysninger frem om.

- Vores opfattelse er, at der ikke er tale om et tilfældigt offer, så andre borgere skal ikke føle sig utrygge, har politikommissær Frederik Nielsen sag i en pressemeddelelse.

Grundlovsforhørene i sagen er foregået bag lukkede døre, så hvad de sigtede eventuelt har forklaret, er ikke kommet frem.

Dog er det kommet frem, at den 42-årige kvinde nægtede sig skyldig, mens den 43-årige mand erkendte sig delvist skyldig.

Hvordan den 31-årige forholdte sig til sigtelsen, er ikke kommet frem.

/ritzau/