Nivå. Efter et slagsmål i Nivå lørdag aften, hvor der var mindst én kniv involveret, er en 55-årig mand afgået ved døden.

En 30-årig mand er i kritisk tilstand og indlagt på hospitalet til behandling.

Politiet har anholdt tre personer i sagen, oplyser efterforskningsleder Mathias Arvidsen til Ritzau.

Ifølge B.T. er hændelsen sket i et villakvarter på Niverød Kongevej tæt på Circle K. i Nivå.

Politiet fik anmeldelsen klokken 17.38 og blev kaldt til stedet i forbindelse med et slagsmål, der viste sig at være et knivstikkeri, fortæller Mathias Arvidsen.

- To personer blev sendt til hospitalet i kritisk tilstand. En 55-årig afgik ved døden kort efter ankomst.

De pårørende er underrettet.

Politiet ved endnu ikke noget om, hvad der udløste slagsmålet, eller hvad motivet for episoden er. Men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det er banderelateret, lyder det.

- Vi holder alle døre åbne. Men vi tror ikke, at det er banderelateret, siger efterforskningslederen.

De tre anholdte er mænd på 19, 24 og 54 år.

- Alle tre er sigtet for forsøg på manddrab, oplyser vagtchef Daniel Cunneely fra Nordsjællands Politi kort efter midnat.

Ifølge vagtchefen skal de tre mistænkte fremstilles for en dommer søndag.

/ritzau/