54-årig kvinde afgået ved døden efter alvorlig ulykke på Vestsjælland
En 54-årig kvinde er afgået ved døden, efter tre personer var involveret i et frontalt sammenstød ved Gørlev.

En 54-årig kvinde er afgået ved døden, efter tre personer var involveret i et frontalt sammenstød ved Gørlev.

En 54-årig kvinde er onsdag aften afgået ved døden efter en færdselsulykke, hvor to biler er kørt frontalt sammen.
Ulykken skete ved Gørlev Landevej, som passerer Gørlev, der ligger mellem Slagelse og Kalundborg, og involverede i alt tre personer.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Boye Rasmussen til Ritzau.
Kvindens pårørende er blevet underrettet.
Foruden den afdøde var yderligere to personer involveret i ulykken. Begge personer er blevet fragtet på hospitalet.
Anmeldelsen indløb klokken 18.45.
Vejen har været afspærret i begge retninger for blandt andet at gøre plads til en helikopter, oplyste vagtchefen tidlige på aftenen.
Yderligere har en bilinspektør været på ulykkesstedet.
Ifølge Vejdirektoratet forventes redningsarbejdet at påvirke rute 22 fra Slagelse i retning mod Kalundborg mellem Gørlev og Ågerup.
Hvorvidt vejen fortsat er afspærret, står ikke klart.
En bilinspektør er en teknisk ekspert, som foretager undersøgelser af køretøjer og ulykkessteder ved alvorlige trafikulykker med henblik på at kaste lys over, hvad der er sket.
Undersøgelserne kan blandt andet vise, om der er foretaget opbremsninger eller lignende.
Vagtchefen har ikke yderligere oplysninger.
RITZAU