53-årig mand fløjet til Rigshospitalet med røgforgiftning efter brand
En 53-årig mand modtager behandling i trykkammer efter røgforgiftning som følge af lejlighedsbrand i Aalborg.
En 53-årig mand modtager behandling i trykkammer efter røgforgiftning som følge af lejlighedsbrand i Aalborg.
En 53-årig mand er natten til tirsdag blevet fløjet til Rigshospitalet med helikopter efter en lejlighedsbrand i den østlige del af Aalborg.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen tirsdag morgen til Ritzau.
Politiet modtog natten til tirsdag klokken 00.57 en anmeldelse om brand i en beboelsesejendom på Dagnyvej.
Brandvæsnet fik efter ankomst til adressen den 53-årige mandlige beboer ud af lejligheden.
- Han blev i første omgang kørt til Aalborg Universitetshospital med røgforgiftning. Han er efterfølgende blevet fløjet til Rigshospitalet med helikopter for at komme i trykkammer.
- Det er en behandling, man giver, hvis en person er meget røgforgiftet, siger Jesper Sørensen.
Mandens pårørende er underrettet.
Der var ved politiets og brandvæsnets ankomst også røg i opgangen.
Branden er natten til tirsdag blevet slukket, og beboerne i opgangens øvrige syv lejligheder kan blive i deres lejligheder, hvor der ikke er sket større skade, lyder meldingen fra vagtchefen.
Yderligere én beboer fra opgangen er kørt til Aalborg Universitetshospital for at blive undersøgt for røgforgiftning. Vagtchefen ønsker ikke at oplyse køn eller alder på vedkommende.
Politiet har en formodning om, hvor i lejligheden branden er startet.
- Det ændrer ikke på, at vi laver en brandundersøgelse. Det skal undersøges nærmere, hvad der er årsagen til branden, siger vagtchefen.
RITZAU