48-årig stukket med kniv ved grillbar i Herning
Politiet har anholdt 35-årig mand efter knivstikkeri i centrum af Herning. Forurettede er uden for livsfare.

Politiet har anholdt 35-årig mand efter knivstikkeri i centrum af Herning. Forurettede er uden for livsfare.

En 48-årig mand er natten til søndag blevet stukket med kniv ved en grillbar i centrum af Herning. Manden er uden for livsfare.
Det oplyser vagtchef Rasmus Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi søndag morgen.
Politiet, der fik en anmeldelse klokken 02.38, har anholdt en 35-årig formodet gerningsmand.
- Vi er fortsat i gang med at få klarlagt omstændighederne.
- Vi ved, at gerningsmanden og den forurettede mødtes omkring Møllegrillen i Herning. I den forbindelse opstår der en situation, hvor gerningsmanden stikker den forurettede, siger Rasmus Poulsen.
Vagtchefen oplyser, at den forurettede er blevet kørt på hospitalet.
- Det er ikke livstruende, men han bliver undersøgt på hospitalet, siger Rasmus Poulsen.
Senere er en 35-årig formodet gerningsmand anholdt. Anholdelsen fandt ifølge vagtchefen sted inde i Herning Midtby.
- Vi har netop anholdt gerningsmanden, nu skal det vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør senere i dag, siger Rasmus Poulsen.
Vagtchefen kan ikke svare på yderligere detaljer om hændelsen. Det er derfor uklart, om gerningsmanden eller den forurettede var påvirket af alkohol i forbindelse med knivstikkeriet.
Politiet har færdiggjort undersøgelser og har forladt gerningsstedet.
RITZAU