En 45-årig mand er sigtet for besiddelse af ulovligt fyrværkeri.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- I denne sag har tip gjort, at vi har kunnet fjerne ulovligt og potentielt farligt fyrværkeri fra at komme i hænderne på unge mennesker, lyder det.
Politiet fik et tip om, at der blev solgt kanonslag på en adresse i Bredebro i Sønderjylland.
Det førte til en beslaglæggelse af 75 kanonslag samt ulovligt tysk fyrværkeri.
Det beslaglagte fyrværkeri har en samlet NEM-værdi på 2645,5 gram.
NEM står for netto eksplosiv mængde, og værdien angiver mængden af aktivt "spræng-/fyrværkeristof" i produktet, skriver politiet.
Politikredsen takker desuden for tippet.
/ritzau/