En 43-årig mand er afgået ved døden efter en brand i et rækkehus i Møllerparken i Nyborg.

Det skriver Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update søndag eftermiddag.

Branden blev anmeldt søndag klokken 13.28.

Brandvæsenet var ifølge politiet hurtigt fremme og fik reddet den 43-årige mand ud fra det brændende hus.

Førstehjælp blev påbegyndt, men mandens liv stod ikke til at redde.

Politiet er nu i gang med at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring branden.

Branden var ifølge Fyens Stiftstidende slukket ved 15.30-tiden, og der er ifølge mediet sket betydelig skade på rækkehuset.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

De pårørende til den afdøde mand er underrettet, oplyser politiet.

/ritzau/