Der har mandag været flere alvorlige færdselsuheld på E45 Nordjyske Motorvej ved Støvring, og en række personer er kommet til skade.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Mandag eftermiddag oplyser politiet, at syv personer er blevet behandlet af ambulancer. To af personerne er blevet kørt til behandling som traumepatienter, men meldes begge i stabil tilstand.

Desuden har yderligere otte personer modtaget lægebehandling for lettere skader.

- Samlet set har omkring 40 køretøjer været involveret i uheld på strækningen, siger vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, der leder politiets indsats, i en besked på meddelelsestjenesten Politi Update.

Ulykkerne skyldes formentlig den tætte tåge og vejret. Der er stærkt nedsat sigtbarhed, oplyser politiet.

- Der er tale om flere uheld, som formentlig hænger sammen med den tætte tåge på strækningen, siger Kenneth Ginnerup.

Som følge af ulykkerne og politiets og redningsberedskabets arbejde blev motorvej E45 lukket i nordgående retning på uheldsstrækningen omkring Støvring og ved Svenstrup.

Politiet opfordrede trafikanter til at finde alternative ruter.

- Vi opfordrer til at finde alternative ruter og følge myndighedernes anvisninger samt køre efter forholdene - brug tågelygter og hold god afstand til andre bilister, skrev Nordjyllands Politi.

Flere bilister fulgte dog tilsyneladende ikke politiets anvisninger.

- Vi erfarer, at flere bilister kører uden om trafikkegler og vejafspærringer ved uheldet på E45 syd for Svenstrup, hvilket skaber farlige situationer.

- Følg patruljernes anvisninger på stedet. Der meldes om dårlig sigtbarhed i området, kør efter forholdene, lød det på Politi Update kort før middagstid.

Politiet begyndte fra klokken 08.34 mandag morgen løbende at få meldinger om ulykkerne.

Ved middagstid lød meldingen, at politi, redningsberedskab og ambulancer arbejdede massivt på strækningen, hvor sigtbarheden flere steder er meget dårlig på grund af den tætte tåge.

/ritzau/