Det blev tilsyneladende for meget for en 40-årig mand, at en gruppe drenge kom med tilråb under en pigefodboldkamp i Tølløse i april.
Efterfølgende løb han nemlig efter en 13-årig dreng og skubbede ham omkuld, truede ham og pressede ham på halsen.
Det har kostet manden en dom på 40 dages ubetinget fængsel. Det skriver Midt- og Vestsjællands anklagere på den sociale platform X fredag morgen.
Den 40-årige blev idømt ubetinget fængsel for hændelsen, selv om han ikke tidligere er straffet.
Manden har taget sig betænkningstid i forhold til anke.
I januar sidste år skulle Retten i Roskilde forholde sig til en anden fodboldsag, der havde fundet sted i Hvalsø blot få kilometer fra Tølløse.
En 52-årig far blev her idømt 20 dages betinget fængsel for vold mod en fodbolddommer, der havde haft ansvaret for sønnens U13-kamp.
Ifølge faren var der allerede inden kampen skærmydsler mellem sønnens holdkammerater og dommeren.
Under kampen slog en af spillerne sig, og da træneren løb ham til undsætning uden dommerens tilladelse, blev han irettesat.
Dommerens opførsel blev under sagen beskrevet som meget aggressiv over for flere af børnene. Angiveligt skulle han have truet dem med at indberette dem til fodboldforbundet for forskellige brud på reglerne.
Det var som led i den konflikt - der angiveligt fortsatte efter kampen - at faren blandede sig. Og det endte i voldsepisoden.
Flere tilstedeværende havde set episoden fra afstand, og de oplevede alle, at der var tale om en skalle.
/ritzau/