Under brugernavnet "KlammereFyr" delte en 40-årig mand hundredvis af nøgenscener på internettet.
Mandag er han i Retten på Frederiksberg blevet idømt syv måneders betinget fængsel for at have delt nøgenscenerne, der blandt andet stammede fra danske spillefilm og tv-serier.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Manden skal som led i dommen udføre 120 timers samfundstjeneste.
Sagen blev ført som en tilståelsessag, og manden erkendte, at han har delt nøgenscener på pornohjemmesiden redgifs.com og det sociale medie Reddit.
På Reddit var han under brugernavnet "KlammereFyr" moderator for gruppen "SeDetForPlottet", hvor han delte 347 nøgenscener, der blev afspillet mindst 4,2 millioner gange.
Det var i en periode mellem marts 2022 og maj 2023, at han kopierede, redigerede og delte nøgenscener på nettet.
Han er derudover dømt for at have delt og downloadet over 25 terabyte data med ophavsretsbeskyttede værker via en fildelingstjeneste ved navn superbits.org.
Manden er dømt for ophavsretskrænkelser af særligt grov karakter, og i retsmødebegæringen lyder det, at en del af nøgenscenerne var redigeret på en måde, der fremhævede scenens seksuelle elementer.
- Jeg er tilfreds med dommen. Den dømte har redigeret og delt filmsekvenser uden rettighedshavers tilladelse, og det har retten set på med alvor, siger Jan Østergaard, der er specialanklager hos NSK, som har kørt sagen.
Sagen blev anmeldt til politiet af Rettighedsalliancen, der er en interesseorganisation for rettighedshavere, der blandt andet arbejder med at forhindre krænkelser af ophavsretten.
- Vi repræsenterer både producenterne, filminstruktørerne og de skuespillere, der er blevet krænket, og særligt i forhold til sidstnævnte har delingen af nøgenscenerne været ekstremt alvorlig, siger Maria Fredenslund, der er direktør i Rettighedsalliancen.
Hun hæfter sig ved, at klippene var taget ud af den kunstneriske sammenhæng og redigeret og fremhævet med fokus på at gøre scenerne "overdrevne seksuelle".
- Det har selvfølgelig haft en enorm skadelig virkning på de personer - både i forhold til deres personlige og faglige integritet.
Ifølge Maria Fredenslund er det 100 danske skuespillere, der har været på de klip, der er delt.
- Dommen sender et helt klart præventivt signal om, at retssystemet beskytter kunstnernes faglige integritet og deres personlige grænser, siger direktøren.
I sagen var der også krav om erstatning til rettighedshaverne, men det krav er blevet udsat til et civilt søgsmål.
/ritzau/
