En 37-årig mand, der er sigtet for at have begået voldtægt mod en jævnaldrende kvinde, er blevet varetægtsfængslet fredag.
Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Under et grundlovsforhør har en dommer valgt at fængsle ham frem til 22. januar. Han nægter sig skyldig.
Manden blev første gang fremstillet i grundlovsforhør den 30. december.
Her valgte en dommer imidlertid at opretholde hans anholdelse i tre døgn for at give politiet mere tid til sin efterforskning.
I samme ombæring skrev Sjællandske Nyheder, at manden også var sigtet for dødstrusler, grov vold og frihedsberøvelse af kvinden. Hun er 38 år.
De to har en relation til hinanden, som ikke er blevet nærmere beskrevet.
Natten til 20. december blev kvinden ifølge politiet opsøgt i sit hjem i Køge af den 37-årige, hvor hun mod sin vilje blev tvunget ind i en bil og kørt til den 37-åriges adresse.
Her blev hun udsat for voldtægt og tilbageholdt i seks timer.
Manden truede også med at slå hende ihjel.
Af sigtelsen fremgik det den 30. december, at han blandt andet skal have sagt: "Jeg har brugt de sidste to måneder på at planlægge, hvordan jeg skulle slå dig ihjel, så ingen fandt ud af det", skrev Sjællandske Nyheder.
Kvinden blev til sidst kørt retur til sin bopæl i Køge af manden.
Begge grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre.
Det betyder, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.
Samtidig nedlagde retten navneforbud, hvilket vil sige, at det er ulovligt at dele oplysninger, der kan identificere den sigtede.
/ritzau/