Efter en længere biljagt søndag aften i Hernings gader blev en 36-årig mand fra lokalområdet anholdt af politiet.

Han er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger, skriver TV Midtvest, der er til stede ved Retten i Herning, hvor et grundlovsforhør vedrørende sagen netop er overstået.

Den 36-årige mand har ifølge mediet valgt at kære varetægtsfængslingen.

Manden er i forbindelse med biljagten sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252 om at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Derudover er han sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven.

Han blev efter anholdelsen søndag aften testet positiv for blandt andet kokain og hash, hvorfor han er blevet sigtet for narkopåvirket kørsel, skriver TV Midtvest.

Den 36-årige mand erkender under mandagens grundlovsforhør, at han under biljagten kørte mod færdselsretningen, og at han har kørt over for rødt lys.

Han erkender også, at han har kørt for stærkt, skriver TV Midtvest.

Ifølge mediet er han også sigtet for at stå bag et tidligere uspecificeret indbrud, hvilket han afviser.

Politiet rykkede søndag aften omkring klokken 17.45 ud centralt i Herning, efter at en borger havde anmeldt, at der var en bil, der kørte usikkert gennem gaderne.

Da politiet fandt frem til bilen, forsøgte manden at køre fra betjentene.

Mandens egen forklaring lyder, at han ikke var klar over, at det var ham, som politiet ville have fat i. Da han opdager det, går han i panik, udtaler han ifølge TV Midtvest.

Det førte til en længere biljagt i byen på 20 kilometer, der varede i knap 20 minutter, har Erik Kristensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Herning, oplyst til TV Midtvest.

Den 36-årige mand kørte ifølge politiet flere steder i byen over 100 kilometer i timen under biljagten.

Et mindre sammenstød mellem politibilen og bilen med den 36-årige mand fik biljagten til at slutte, hvorefter politiet kunne pågribe manden.

Politiet oplyser, at der ikke var nogen tilskadekomne under episoden.

RITZAU