En 36-årig mand fra Vejen Kommune er anklaget for at have begået flere end 200 seksualforbrydelser mod hovedsageligt mindreårige drenge.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Tirsdag skal han for retten i Esbjerg, når sagen mod ham begynder.
- Det er en helt ubegribelig, grov sag, siger specialanklager i sagen Anemarie Haahr.
13 ud af samlet 15 formodede ofre var under 18 år på gerningstidspunktet, oplyser hun.
- Der er også piger imellem ofrene, men langt de fleste er drenge, tilføjer hun.
Børnene var mellem 3 og 15 år på gerningstidspunkterne, har politiet tidligere oplyst.
På en række forskellige adresser i det sydlige Jylland i byer som Haderslev, Vejen og Rødding skal manden angiveligt have voldtaget eller forsøgt at voldtage de formodede ofre.
De i alt 238 forbrydelser skal ifølge anklageskriftet være begået i en periode fra august 2009 frem til marts 2023 - få måneder inden mandens anholdelse.
Han blev anholdt 2. juni 2023 og har siddet varetægtsfængslet siden, oplyser Anemarie Haahr.
Manden kom i politiets søgelys efter en anmeldelse. Mere kan hun ikke sige.
Overgrebene skal være foregået på mandens egne adresser eller på de forurettedes adresser.
- Der er også enkelte andre steder, som ikke er bopæle, siger Anemarie Haahr.
Hun tilføjer, at der ikke er tale om børnehaver eller lignende.
- Adresserne dækker ikke over institutioner, lyder det.
En adresse i Flensborg nævnes også i anklageskriftet.
Specialanklager Anemarie Haahr kan ikke komme nærmere, hvad relationen mellem manden og de forurettede er, samt hvorfor de angiveligt har haft kontakt.
Den 36-årige mand er også tiltalt for at være i besiddelse af seksuelt materiale af børn under 18 år. Det gælder omkring 56 timers videomateriale og flere end 500 billeder af børn under 18 år.
Størstedelen af videomaterialet er ifølge politiet af en så grov karakter, at det kategoriseres som "kategori 3" - den groveste form.
Den 36-årige mand er ligeledes tiltalt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelser, efter at han ad flere omgange blandt andet skal have optaget med skjult kamera på et toilet på en adresse i Vejen.
Den endelige dato, for hvornår der falder dom i sagen, ligger endnu ikke fast, men dommen falder efter planen, inden april er omme, siger specialanklageren.
/ritzau/
