I morgen skulle Nørreport Station være lokation for en happening, som 35 jøder havde arrangeret.

Men efter at politiet i går foretog en række anholdelser i en formodet terrorsag, er arrangementet blevet aflyst på opfordring fra Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Det oplyser arrangøren, der af hensyn til sin sikkerhed har bedt om at være anonym, til Berlingske.

Formålet med happeningen var at skabe opmærksomhed og vise sympati for de dræbte, sårede, voldtagne og kidnappede israelere, der blev udsat for Hamas' terrorangreb 7. oktober.

»Vi forsøger at fastholde opmærksomheden fra det internationale samfund. Gidsler er stadig i Hamas' varetægt. Det er så tragisk, som noget kan være,« siger arrangøren.

Helt konkret ville forsamlingen sætte plakater op med billeder af de kvindelige gidsler og dele flyers ud med vidneberetninger fra dem, der er blevet frigivet.

Arrangørerne blev kontaktet af PET, kort efter at myndighederne i går holdt pressemøde. Her blev de med egne ord »kraftigt opfordret« til at aflyse deres arrangement.

»Det er ufatteligt bedrøveligt. Det er trist, at det er nødvendigt, og det gør mig vred,« siger arrangøren og tilføjer:

»Det her er 2023, og der bor folk i dette land, som ikke vil de danske værdier. Blandt andet ytringsfrihed.«

Forening opfordrer medlemmer til at være »agtpågivende«

Seks personer er blevet fængslet i forbindelse med politiets antiterroraktion, der fandt sted i går. 

To er fængslet fysisk frem til 9. januar, mens fire er fængslet in absentia. Derudover er én person blevet løsladt.

Torsdag åbnede politiet døren på klem til den opsigtsvækkende sag og indviede offentligheden – og dermed pressen – i den planlagte aktion på et pressemøde

Hvad et eventuelt mål havde været for den formodede terroraktion, ville de ikke komme ind på. Folk blev dog opfordret til at være opmærksomme på »jødiske lokationer«.

To mænd og en kvinde blev tidligt torsdag morgen anholdt af PET og en række politikredse, mistænkt for at planlægge terrorangreb. Torsdag aften, i seks timer, blev de fremstillet i retten. Tidligere på dagen holdt PET og politiet pressemøde om sagen.
To mænd og en kvinde blev tidligt torsdag morgen anholdt af PET og en række politikredse, mistænkt for at planlægge terrorangreb. Torsdag aften, i seks timer, blev de fremstillet i retten. Tidligere på dagen holdt PET og politiet pressemøde om sagen. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Formand for Det Jødiske Samfund Henri Goldstein sagde, at de blev briefet om PETs aktion før pressen på pressemødet torsdag.

»Men vi aner faktisk ikke, om der var planlagt angreb mod jødiske terrormål,« sagde han til B.T.

Han siger også, at han er bekymret, men ikke utryg.

I går sendte Det Jødiske Samfund i Danmark et brev ud til sine medlemmer, hvor det bliver pointeret, at der ikke er »kendskab til, at der har været en konkret trussel mod jødiske mål«.

»Vi er i tæt dialog med Politiet og Politiets Efterretningstjeneste, der understreger, at det fortsat er sikkert at komme på jødiske institutioner og deltage i jødisk liv,« står der i brevet.

Det indeholdt dog også en opfordring til jøder i Danmark:

»Man skal være agtpågivende i det offentlige rum, men det er stadig op til en konkret vurdering, om man vil bære jødiske symboler.«

Arrangementet på Nørreport er ikke det første, der er blevet aflyst.

En planlagt hanukkahfejring på Rådhuspladsen i København blev også aflyst i går af sikkerhedshensyn.