35-årig mand tiltalt for at voldtage og dræbe 79-årig kvinde
Ældre kvinde blev ifølge anklageskrift voldtaget og udsat for omfattende vold. Hun blev fundet dræbt i Nivå.
Ældre kvinde blev ifølge anklageskrift voldtaget og udsat for omfattende vold. Hun blev fundet dræbt i Nivå.
En 79-årig kvinde, der for præcis et år siden blev fundet død i et skovstykke på Møllevej i Nivå, var blevet udsat for et seksuelt overgreb, inden hun blev dræbt.
Det mener anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi, der har rejst tiltale mod en i dag 35-årig mand for voldtægt, drab og usømmelig omgang med lig.
Det var mellem den 30. og 31. august sidste år, at manden ifølge anklageskriftet forgreb sig på kvinden i en lejlighed. Han er tiltalt for voldtægt eller andet seksuelt forhold end samleje.
Undervejs blev den ældre kvinde udsat for omfattende vold mod både krop, hoved og ansigt. Hun blev påført 48 læsioner, herunder to brækkede ribben, fremgår det af anklageskriftet.
På grund af volden og alderssvækkelse var kvinden værgeløs, mener anklagemyndigheden. Slutteligt blev kvinden kvalt, til hun døde.
Manden er tiltalt for usømmelig omgang med lig, fordi han efter drabet ifølge anklageskriftet flyttede liget af kvinden ud i sin bil og kørte til Møllevej, hvor han angiveligt henkastede det delvist afklædte lig i et skovstykke tæt på vejen.
Det var en tilfældig borger, der fandt liget den 1. september ud på eftermiddagen.
Den nu tiltalte mand blev fremstillet i grundlovsforhør i september sidste år i forbindelse med sagen. Der nægtede han sig skyldig.
Retssagen mod den 35-årige mand skal behandles ved Retten i Helsingør, der har sat seks dage af til sagen med start den 26. november.
RITZAU