En 32-årig mand er fredag ved Retten i Randers blevet idømt 12 års fængsel for besiddelse af over 30.000 piller med ulovlige opioider og 60 kilo amfetamin.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

32-årige Mustafa Elhalabi var en del af et netværk, der besad og videreoverdrog opioider. Han er det sidste medlem af netværket, der er blevet dømt.

I alt 32.900 opioidtabletter er han dømt for at besidde mellem december 2024 og februar 2025.

Den 32-årige blev sammen med tre andre mænd anholdt 30. april sidste år. På det tidspunkt sad tre andre personer også fængslet i sagskomplekset.

Andre medlemmer af netværket er blevet idømt mellem et og fem års fængsel.

Grunden til, at den 32-åriges straf er væsentligt højere, er, at han desuden er dømt for i marts 2021 at have besiddet 60 kilo amfetamin, der blev transporteret til Randers med henblik på videreoverdragelse.

Handlen med amfetaminen blev arrangeret på den krypterede beskedtjeneste SKY-ECC.

Ud over fængselsstraffen er Mustafa Elhalabi udvist af Danmark for altid.

- Jeg er tilfreds med dommen. Den dømte har været en aktiv del af et netværk, der igennem en længere periode har indsmuglet og videredistribueret mange tusinde ulovlige opioider i flere østjyske byer, ligesom han har handlet med store mængder amfetamin, siger senioranklager hos NSK Bjørn Fogh Sørensen i pressemeddelelsen.

- Når man begår narkotikakriminalitet i den her størrelsesorden med økonomisk vinding for øje, så udløser det en lang fængselsstraf.

Den 32-årig ankede på stedet dommen til frifindelse.

/ritzau/