I løbet af foråret er i alt 309 retsmøder blevet aflyst i Københavns Byret og i Retten på Frederiksberg, fordi anklagemyndigheden ikke har haft kræfter til at stille op.

Det oplyser chefanklageren i Københavns Politi, Flemming Petersen - der samtidig siger, at problemet nu ser ud til at være overstået.

Siden uge 25 har anklagerne ikke aflyst retsmøder, og det forventes heller ikke at ville ske efter sommerferien, fortæller han.

- Det er de mindst alvorlige sager, vi har aflyst, og det er ikke sager om for eksempel personfarlig kriminalitet, siger chefanklageren til Ritzau.

- Vi er rigtigt kede af aflysningerne. De har berørt mange borgere, og derfor har vi gjort alt, hvad vi kunne for at få løst problemet, siger han.

Situationen opstod, fordi byretterne fik tilført flere ressourcer af Folketinget. At det straks fik effekt, var anklagemyndigheden ikke forberedt på.

- Vi vidste godt, at vi i 2024 ville blive udfordret på personaleressourcerne, men vi havde ikke regnet med, at de to byretter så hurtigt var i stand til at øge deres kapacitet, siger chefanklageren.

Problemet har medført "betydelig ulempe" for ofre, vidner, tiltalte og deres forsvarere, har Københavns Byret konstateret i et svar til Folketingets retsudvalg fra maj.

Arbejdet med at indkalde de involverede har været spildt, og derefter har sagerne skullet berammes på ny.

I et debatindlæg i Politiken skrev en frustreret dommer i april, at det var "helt uacceptabelt".

En del af de aflyste retsmøder skulle have været behandlet af en domsmandsret, det vil sige af en juridisk dommer og to lægdommere.

Om reaktionen på situationen forklarer chefanklageren, at der ved Københavns Politi er blevet nyansat omkring en halv snes anklagere, at fem politifolk uddannes til at møde som anklagere i færdselssager, og at andre embeder har ydet hjælp.

/ritzau/