En 29-årig mand er blevet tiltalt for at have været med til at planlægge et dobbeltdrab i Kalundborg i november 2020.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den 29-årige, der er blevet beskrevet som en del af den forbudte bande Loyal To Familia (LTF), blev udleveret fra Libanon til Danmark i december 2024.

På supermarkedet Menys parkeringsplads blev to mænd 17. november 2020 dræbt, mens en tredje blev alvorligt såret.

Skyderiet var ifølge politiet kulminationen på en konflikt mellem forskellige grupperinger i bandemiljøet.

- Det er vores opfattelse, at den nu tiltalte har haft en overordnet rolle i at planlægge drabene og sørge for, at andre gennemførte det. Det er resultatet af et meget omfattende efterforskningsarbejde, der gør, at vi nu er klar til at gennemføre endnu en retssag i et meget omfattende sagskompleks, siger specialanklager John Catre Nielsen i pressemeddelelsen.

Seks mænd er idømt livstid for deres roller i drabene.

Yderligere to mænd blev i byretten idømt fængsel på livstid i sagen, men de er siden blevet frifundet i Østre Landsret.

Den 29-årige er også sigtet i en anden sag, der hører til i Københavns Politi.

I den sag er han sigtet for at have deltaget, da der i november og december 2023 blev bestilt og forsøgt hentet tre droner i en forretning i Københavns Nordvestkvarter.

Det mener politiet, var medvirken til forsøg på terror.

Dronerne skulle nemlig bruges af Hamas til et angreb mod mål i Danmark eller i udlandet, påstår politiet på baggrund af en efterforskning, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har udført.

Den 29-årige nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden har tidligere forsøgt at få terrorsagen og sagen om dobbeltdrabet lagt sammen, så de kunne blive behandlet i retssystemet på én gang.

Det har Østre Landsret dog afvist, og de to sager skal derfor behandles separat.

/ritzau/