29-årig grønlandsk mand død efter bådulykke i Vestgrønland
To mænd var i weekenden involveret i en bådulykke i det vestlige Grønland, hvor den ene afgik ved døden.

To mænd var i weekenden involveret i en bådulykke i det vestlige Grønland, hvor den ene afgik ved døden.

En 29-årig grønlandsk mand er afgået ved døden efter en bådulykke i weekenden syd for byen Sisimiut i det vestlige Grønland.
Det oplyser Grønlands Politi.
Politiet fik mandag klokken 13.17 en anmeldelse fra en lokal borger, der havde fundet en mand ved fjorden omkring bygden Itilleq.
Manden, der blev fundet, fortalte efterfølgende til politiet, at han havde været involveret i en bådulykke med en anden mand om lørdagen.
Grønlands Politi iværksatte herefter en eftersøgningsaktion i samarbejde med øvrige myndigheder, og den 29-årige mand blev fundet død i området senere mandag, oplyser politiet.
- De pårørende er underrettet, og kriseberedskabet i kommunen er aktiveret, hvis borgerne har brug for at snakke om noget, siger Siimuut Dahl, der er vagtchef ved Grønlands Politi, til KNR.
Politiet kan ikke sige noget nærmere om omstændighederne for bådulykken og er tirsdag stadig til stede omkring fjorden, hvor man undersøger hændelsen, skriver KNR.
Bygden Itilleq ligger cirka 50 kilometer syd for Sisimiut, der er den næststørste by i Grønland.
RITZAU