Retten i Aalborg har mandag dømt en 27-årig mand fra Farsø til anbringelse på psykiatrisk afdeling for grov vold med døden til følge.
Det skriver TV2 Nord.
Det sker, efter at han 25. februar i år udsatte sin 24-årige halvsøster for så grov vold, at hun senere samme dag afgik ved døden.
Manden har også tilstået en sigtelse om blodskam ved at have haft samleje med halvsøsteren. Det skulle have foregået i en periode forud for voldshændelsen.
I retten fortalte han, at han boede sammen med halvsøsteren i lejligheden i Farsø. De havde boet sammen i omkring otte år og havde igennem meget af tiden haft et kæresteforhold, skriver TV2 Nord.
Sagen var berammet som en tilståelsessag, og han tilstod begge forhold.
Det dødelige overfald fandt sted 25. februar i tidsrummet 01.30 til 08.30 i en lejlighed i Farsø. Det fremgår af retsmødebegæringen, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Den 27-årige mand tildelte ifølge sigtelsen sin halvsøster flere slag i hovedet og på kroppen med hånden og et støbejernsgrydelåg, spark i hovedet, mens hun lå ned, og pisk med en bruseslange.
Han lagde også en bruseslange omkring halsen på hende og strammede til og skubbede hende, så hun faldt ind i en radiator, står der i sigtelsen.
Den 27-årige idømmes en anbringelsesdom på ubestemt tid.
Ifølge TV2 Nord kom det frem i retten, at den dømte blev erklæret skizofren som 18-årig. Mediet skriver, at manden ikke har taget medicin i fire år forud for overfaldet på halvsøsteren.
Af mentalundersøgelsen, der blev lavet i begyndelsen af sommeren og læst op i retten mandag, fremgik det, at den 27-årige er sindssyg, og at det formodes, at han var sindssyg på gerningstidspunktet.
Den 27-årige og den afdøde har begge tidligere været i kontakt med psykiatrien grundet psykiske udfordringer, men modtog ikke hjælp i perioden, hvor voldsepisoden fandt sted.
I sagen skal den dømte også betale sagens omkostninger og 75.000 kroner til afdødes mor og 125.000 kroner til afdødes far.
Han anker ikke dommen.
/ritzau/
