En 26-årig mand blev mandag aften anholdt i Københavns Lufthavn i en sag om en dødelig sprængning på Amager i maj.

Det oplyser Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Den 26-årige mand, der er bulgarsk statsborger, menes at have haft en koordinerende rolle i sagen og er blevet sigtet for medvirken til drab.

Tirsdag har en dommer ved Københavns Byret afgjort, at han skal varetægtsfængsles.

Det er sket ved et grundlovsforhør ved Dommervagten i Vestre Fængsel.

Det var om eftermiddagen den 25. maj, at en håndgranat blev kastet ind i en gård på vejen Kurvemagerstien i boligområdet Urbanplanen på Amager.

En 31-årig mand befandt sig i gården, da håndgranaten detonerede. Han fik omfattende skader og døde nogle dage efter.

Det har før været beskrevet i medierne, at den 31-årige mand ikke var det tiltænkte offer, og at han ikke havde nogen forbindelser til et kriminelt miljø.

I forvejen er seks andre blevet varetægtsfængslet i sagen, skriver politiet.

Blandt andet har det tidligere været fremme, at Københavns Politi har anholdt flere personer, som menes at have været i besiddelse af håndgranaten på forskellige tidspunkter op til, at den blev sprængt.

Den mand, som politiet mener, kastede håndgranaten, blev også anholdt umiddelbart efter sprængningen.

Den 26-årige mand nægtede sig skyldig ved grundlovsforhøret, men han kærede ikke dommerens beslutning om varetægtsfængsling.

Ved grundlovsforhøret blev han beskyttet af et navneforbud.

Det betyder, at det er strafbart at offentliggøre oplysninger, som kan identificere ham.

RITZAU