25-årig mand overfaldet og stukket med kniv i hoften
Flere gerningsmænd har mandag overfaldet og stukket en yngre mand med kniv i Tilst ved Aarhus.
Flere gerningsmænd har mandag overfaldet og stukket en yngre mand med kniv i Tilst ved Aarhus.
En ung mand er mandag blevet overfaldet af flere gerningsmænd, som også har stukket ham med kniv.
Det skriver Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Offeret er en 25-årig mand, og politiet beskriver i døgnrapporten tirsdag, at den yngre mand blev kontaktet af en flok mænd foran en butik på Langkærvej i Tilst. Det er cirka ni kilometer fra Aarhus midtby.
Han blev slået og løb fra stedet, men en af gerningsmændene løb efter ham og stak den 25-årige i hoften med en kniv. Tidligere forlød det, at han var ramt i maveregionen.
Det lykkedes den knivstukne mand at søge tilflugt i en lejlighed, hvorfra han ringede til politiet. Politiet blev alarmeret klokken 17.59. Imens stak gerningsmændene af.
Den 25-årige mand blev efterfølgende kørt til behandling på hospitalet, og hans tilstand er ikke kritisk.
Politiet var til stede omkring gerningsstedet mandag aften, hvor der blev foretaget undersøgelser og talt med vidner. TV 2 Østjylland skrev mandag aften, at politiet havde spærret et større område af omkring Langkærparken, hvor betjente afsøgte området med hunde.
Kort inden klokken 22.00 havde politiet forladt området igen.
Politiet efterforsker tirsdag fortsat sagen og hører gerne fra personer, der har bevidnet overfaldet, eller på anden vis har viden om, hvad der skete. Politiet kontaktes på telefonnummeret 114.
Der er ingen oplysninger om nogen anholdte i sagen. Østjyllands Politi skriver i døgnrapporten ikke noget om, hvor mange gerningsmænd der var til episoden, eller hvad motivet til overfaldet menes at have været.
RITZAU