Den 24-årige mand, der tidligere mandag blev sigtet for drabet på en 18-årig kvinde, der søndag døde i Brabrand, sigtes nu også for drab på en 23-årig kvinde tilbage i juli.

Det oplyser Østjyllands Politi, der mistænker forgiftning af de to unge kvinder.

Den 23-årige kvinde blev fundet død på samme adresse i Brabrand 24. juli. Dengang vurderede politiet ikke, at der lå en kriminel handling bag den 23-årige kvindes død.

»Vi er stadigt meget tidligt i efterforskningen, så der er en del ubesvarede spørgsmål. Men der er flere mistænkelige omstændigheder, der gør, at vi har sigtet ham for manddrab,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard i en pressemeddelelse.

»Blandt andet den omstændighed, at der også i juli blev fundet en død kvinde på hans adresse. Dengang foretog vi nogle grundige undersøgelser, og der var ikke umiddelbart noget, der indikerede, at der var sket noget kriminelt. Men det er klart, at vi nu ser sagen i et andet lys.«

Flemming Nørgaard udtaler, at politiet stadig ikke er helt klar over, hvad der præcis er foregået.

»Vi ved dog, at den sigtede og de to kvinder har haft et forudgående kendskab til hinanden,« siger vicepolitiinspektøren.

Den 24-årige mand bliver mandag klokken 14 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Østjyllands Politi modtog søndag aften en anmeldelse om, at en kvinde lå livløs på den 24-årige mands adresse i Brabrand. Den 18-årige kvinde blev erklæret død på stedet.

Søndag omtalte politiet indledningsvist, at kvinden var død under »mistænkelige omstændigheder«.

Politiet igangsatte en intensiv efterforskning, og senere søndag aften – klokken 18.42 – blev den 24-årige mand anholdt.

Kort før klokken 12 mandag lød det fra Østjyllands Politi, at manden blev sigtet for drabet på den 18-årige kvinde.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.