En 23-årig mand blev tidligt søndag morgen stukket med kniv i maven på Brovejen i Nykøbing Falster.

Det fortæller vagtchef Morten Kronbo fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der undersøger det som en sag om grov vold.

- Vi efterforsker det og har talt med forurettede, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at den 23-årige har været på hospitalet, men er uden for livsfare.

Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 05.30 på Brovejen i Nykøbing Falster. Gerningsmanden flygtede fra stedet, og politiet forsøger nu at finde frem til vedkommende.

Politiet kan ikke svare på, om gerningsmanden og offeret kendte hinanden i forvejen.

/ritzau/