En 22-årig mand er torsdag ved Retten i Roskilde blevet idømt ti måneders fængsel for at overfalde sin tidligere svigerfar med en gummihammer.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden slog svigerfaren i hovedet to gange med gummihammeren og er blevet dømt for grov vold, oplyser politiet.

Overfaldet fandt sted 5. februar på en parkeringsplads i Ringsted.

Den dømte mand planlagde overfaldet på den i dag 56-årige svigerfar med hjælp fra kunstig intelligens (AI). Det oplyser anklager Cathrine Rasmussen fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjællands Politi.

- Der er tale om en særdeles opsigtsvækkende sag, hvor den dømte har formået at bruge kunstig intelligens til at researche, hvordan han bedst muligt kunne skade svigerfaren uden at slå ham ihjel.

- Det er lykkedes ham at omgå de blokeringer, der normalt er lagt ind i den kunstige intelligens, ved at påstå, at han var ved at samle viden til brug til en bog, som han ville skrive, siger Cathrine Rasmussen.

Det fremgår ikke, hvilket AI-værktøj manden har brugt. Normalt afviser eksempelvis AI-chatbots at rådgive om kriminelle handlinger, men i nogle tilfælde kan man komme uden om det ved brug af særlige instrukser.

Den dømte har under sagen nægtet sig skyldig og sagt, at han handlede i nødværge. Det blev afvist af retten.

Motivet bag overfaldet var et problemfyldt forhold til svigerfarens datter - altså den 22-åriges daværende kæreste. Det skriver politiet.

Foruden voldsdommen er den 22-årige også dømt for to forhold om hærværk.

/ritzau