En 22-årig mand er lørdag aften fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopter efter knivstikkeri på kræmmermarkedet Dølle på Lolland.

Det skriver mediet Folketidende.

Vagtchefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi siger til mediet, at manden er uden for livsfare.

Flere personer er anholdt i forbindelse med knivstikkeriet, oplyser vagtchefen, som ikke kan sige, hvor mange det drejer sig om.

Politiet er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet, lyder det videre til mediet.

En koncert er ifølge vagtchefen aflyst som følge af hændelsen, der foregik uden for markedsteltet.

Politiet melder i øvrigt, at situationen er under kontrol på kræmmermarkedet, der efter planen skulle lukke klokken 02.00, skriver Folketidende.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Dølle er et årligt marked, der afholdes i den første weekend af maj på et område mellem de lollandske byer Døllefjelde og Musse.

I 2023 blev navnet ændret fra Døllefjelde-Musse Marked til Dølle.

Markedet, der oprindeligt var et heste- og kræmmermarked, har rødder tilbage til 1980, står der på Dølles hjemmeside. Her fremgår det også, at Dølle årligt har op mod 100.000 gæster.

Søndag er sidste dag på Dølle, hvor markedspladsen åbner klokken 09.00.

/ritzau/