Opdateret

22-årig fængsles for at stikke betjent i maven med isoleringskniv

En betjent blev stukket med kniv i maveregionen, men han er ikke alvorligt tilskadekommen, oplyser politiet.

Politi rykkede søndag aften ud til en anmeldelse om optræk til konflikt foran en Burger King i Kolding. Episoden eskalerede, da en betjent forsøgte at stoppe en 22-årig mand fra at gå og blev stukket i maven. (Arkivfoto). Foto: Norikazu Tateishi/Ritzau Scanpix

Søndag aften blev en politibetjent ramt af knivstik i maven i forbindelse med en episode i Kolding.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politibetjenten blev efterfølgende indlagt på sygehuset, men han er ikke alvorligt tilskadekommen, lyder det fra politiet.

Politiet modtog en anmeldelse om optræk til ballade ved en Burger King på Lærkevej i Kolding kort tid efter klokken 21 søndag.

- Ved patruljens ankomst befandt der sig en gruppe personer ved indkørslen til Burger King. Da patruljen tog kontakt til gruppen, forsøgte en 22-årig mand at gå væk fra gruppen, skriver politiet.

Da den 22-årige blev forsøgt stoppet, blev betjenten stukket i maveregionen med en isoleringskniv.

Det fik patruljen til at anholde den 22-årige. Betjenten blev kørt på sygehuset, hvor han blev indlagt og behandlet.

Mandag blev den 22-årige fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger, oplyser anklager Karen Mørch.

Han er sigtet efter straffelovens grove voldsparagraf - paragraf 245. Den omhandler legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter.

Den 22-årige er desuden sigtet for brud på knivloven og for at have angrebet en person i offentlig tjeneste.

Han er også fængslet for et forhold begået i august, hvor betjente fandt en kniv på ham i forbindelse med en patrulje i nattelivet, oplyser anklageren.

/ritzau/