Opdateret

22-årig får forvaring for dødeligt overfald på Hovedbanegården

Københavns Byret har onsdag afgjort sag, hvor to mænd var tiltalt for et dødeligt overfald, vold og røveri.

I maj sidste år blev en 30-årig mand overfaldet på Københavns Hovedbanegård. Mere end tre måneder senere døde ofret på hospitalet. (Arkivfoto). Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Københavns Byret idømmer 22-årige Jeffrey John Ekene Jeppe forvaring efter et dødeligt overfald på Hovedbanegården i København.

En 21-årig mand, Uwais Ahmed, straffes med fængsel i syv år.

Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, som domstolene kan idømme personer, som vurderes at være særligt farlige.

Dommen er blevet afsagt onsdag i Københavns Byret.

Det voldsomme overfald udspillede sig kort efter klokken 8 om morgenen i maj sidste år.

Ofret, som blev 30 år, blev slået til jorden og sparket flere gange. Desuden blev han trampet i hovedet.

I første omgang kom ofret kun alvorligt til skade. Men i september sidste år døde han af sine skader på Glostrup Hospital.

De unge mænd blev fulgt ind i retten inden dommen af to bevæbnede politifolk hver.

Inde i byrettens retssal 1 blev tilhørerne instrueret i at fordele sig på træbænkene, så de pårørende til den afdøde og til de tiltalte ikke sad sammen.

Ud over overfaldet var de unge mænd tiltalt for at have udsat andre for vold, røveri og røveriforsøg i dagene op til det overfald, der endte med at blive dødeligt.

Byretten har dømt både Jeffrey John Ekene Jeppe og Uwais Ahmed efter anklageskriftet.

Begge mænd ankede dommen på stedet.

Den 22-årige har delvist erkendt sig skyldig under sagen. Han ankede derfor til formildelse af dommen og til frifindelse for de dele, han ikke har erkendt.

Ifølge B.T. har han ikke erkendt overfaldet på banegården.

Retsformanden sagde ved domsafsigelsen onsdag, at retten havde fundet forvaring nødvendigt for Jeffrey John Ekene Jeppe.

For den anden tiltalte - Uwais Ahmed - havde der været uenighed om, hvorvidt hans dom skulle være syv eller otte års fængsel. Flertallet blandt retsformanden og de to domsmænd stemte dog for syv år.

Det voldelige overfald blev sidste år også nævnt fra Folketingets talerstol. Statsminister Mette Frederiksen (S) bragte sagen op, da hun holdt tale ved afslutningsdebatten.

/ritzau/