En 21-årig mand er afgået ved døden efter en soloulykke på Esbjergmotorvejen.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Rikke Rosenborg til Avisen Danmark.

Ulykken er sket ved begyndelsen af afkørsel 66 ved Lunderskov, der ligger mellem Vejen og Kolding i det sydlige Jylland.

Politiet fik anmeldelsen klokken 15.24 og i omkring tre timer var der afspærret omkring ulykkesstedet.

De pårørende er underrettet, lyder det fra vagtchefen til mediet.

/ritzau/