En 21-årig mand er blevet anholdt og sigtet for at have begået et groft overfald på en 30-årig mand tirsdag aften i Sønderborg.

Det oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Onsdag oplyste politikredsen, at en 30-årig mand var indlagt med alvorlige skader, efter at han tirsdag aften var blevet tvunget ind i en bil og efterfølgende udsat for grov vold.

Torsdag eftermiddag oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi på X, at den 21-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Han nægtede sig i et grundlovsforhør i Retten i Sønderborg skyldig i sigtelserne.

Torsdag har politiet delt yderligere oplysninger om den bil, den 30-årige blev tvunget ind i.

Der er tale om en sølvgrå Toyota Yaris fra mellem 2006 og 2011.

Og nu søger politiet vidner.

- Vi søger vidner, som har set en sølvgrå Toyota Yaris mellem Pizza House i Perlegade i Sønderborg og Netto i Østergade mellem klokken 18 og 19. Eller vidner, som har set den sølvgrå Toyota Yaris omkring Kongevejsparken mellem klokken 19.30 og 20.30, siger politikommissær Søren Schlaikjer i pressemeddelelsen fra torsdag formiddag.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre på anklagemyndighedens anmodning.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

/ritzau/