En 20-årig mand er sigtet for drabsforsøg, efter at en 19-årig kvinde fredag aften blev stukket med kniv i Amager Centret i København.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 11.30 i Dommervagten ved Vestre Fængsel.
Her blev han varetægtsfængslet frem til 29. januar. Det oplyser vagtchef Rasmus Nielsen fra Københavns Politi til Ritzau.
Den sigtede nægter sig skyldig, skriver Ekstra Bladet, der var til stede ved grundlovsforhøret.
Politiet fik anmeldelsen fredag klokken 18.02.
Efterfølgende oplyste politiet, at man havde en formodning om, at kvinden og manden havde et forudgående kendskab til hinanden.
Ifølge Ekstra Bladet arbejder de sammen på en fastfoodrestaurant på Amager.
Det var også på fastfoodrestauranten, at knivstikkeriet fandt sted.
Motivet står fortsat hen i det uvisse.
Kvinden blev snittet i halsen. Såret sad ifølge Ekstra Bladet under øret og var godt en centimeter langt og en halv centimeter dybt.
Hun blev efter stikkeriet meldt lettere tilskadekommen og i stabil tilstand.
Fredag aften skrev Amager Centret også om knivstikkeriet på sin Facebook-side.
- Vi er rigtig kede af den alvorlige hændelse i Amager Centret her til aften. Vores tanker går til den berørte, de pårørende og alle kunder, der har været tæt på.
- Københavns Politi var hurtigt på stedet og anholdt den formodede gerningsmand, som vores vagter havde tilbageholdt, lød det i et Facebook-opslag.
/ritzau/