En 20-årig mand erkender sig i Retten i Aarhus skyldig i trafikdrab ved at have forvoldt døden for en 64-årig kvinde i et villakvarter i Tilst 23. juni i år.

Han erkender at have ført bilen med en fart på 109 kilometer i timen på Hindøvænget i parcelhuskvarteret Skjoldhøjparken.

Den maksimale tilladte hastighed er 40 kilometer i timen.

Bilen kørte direkte ind i huset, hvor kvinden og to andre familiemedlemmer befandt sig.

Manden forklarer, at han gik i panik, da han så en politibil i bakspejlet.

- Jeg ser politiet i bakspejlet og panikker fuldstændig. Mine venner begynder at råbe, men jeg reagerer ikke, siger han.

Manden er i retten iført en lys trøje og lyse bukser. Han har sort fuldskæg og sort hår.

Han forklarer, at tre kammerater sad sammen med ham i bilen den pågældende aften omkring klokken 23.45.

De havde netop forladt Bilkas parkeringsplads, hvor politiet var troppet op efter en anmeldelse om hasarderet kørsel.

Den 20-årige forklarer, at der blandt andet blev fyret fyrværkeri af, og at han ikke ville være "en del af ulovlighederne".

Derfor forlod han stedet i bilen sammen med sine kammerater, som han ville køre hjem.

Han fortæller, at han tog fejl af vejene i villakvarteret og endte på Hindøvænget, der er en blind vej.

En politipatrulje satte efter bilen, og det var ifølge den 20-årige synet af patruljen i bakspejlet, der fik ham til at træde ekstra hårdt på speederen.

Han siger også, at han ikke var klar over, hvor hurtigt han kørte.

- Det er en splinterny elbil. I momentet føltes det overhovedet ikke hurtigt.

- Jeg ved ikke, hvor hurtigt jeg kørte, men jeg kørte i hvert fald alt for hurtigt, lyder det.

Ved grundlovsforhøret afviste manden ifølge retsbogen at have kørt 109 kilometer i timen.

Han hævdede, at han kørte med en fart på cirka 60 kilometer i timen, da han blev eftersat af politiet.

Ved retsmødet onsdag siger den 20-årige, at han var i "choktilstand" ved grundlovsforhøret.

Han siger også, at sagen har påvirket ham dybt.

- Jeg har det forfærdeligt. Et andet menneskeliv er gået tabt. Det har jeg det forfærdeligt med, lyder det.

Anklager Nanna Kock kræver manden idømt fem års ubetinget fængsel. Hun vil også fratage manden kørekortet og konfiskere bilen.

Anklageren kalder det en "meget grov sag" og tager udgangspunkt i en ny paragraf i straffeloven, der blev indført i februar i år.

Trafikdrab kan straffes med fængsel i op til ti år.

Sagen ventes afgjort senere onsdag.

RITZAU