19-årige kræves fængslet for knivdrab i Tilst
En 25-årig mand blev erklæret død på hospitalet, efter at han blev stukket med kniv natten til lørdag.

En 25-årig mand blev erklæret død på hospitalet, efter at han blev stukket med kniv natten til lørdag.

En 25-årig mand er død, efter at han blev stukket med kniv i Tilst i det vestlige Aarhus natten til lørdag.
Det oplyser Anders Kragh, der er vagtchef i Østjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen klokken 00.12.
- Vi kommer frem og konstaterer, at flere personer er stukket. En af dem er en 25-årig, der senere erklæres død på Aarhus Universitetshospital, fortalte vagtchefen lørdag morgen.
Ud over den 25-årige er to andre mænd også blevet stukket med kniv. De er bragt til hospitalet, men er ikke i kritisk tilstand.
Tre mænd blev oprindeligt anholdt i sagen, og lørdag aften bliver to af dem fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Inden dørene til grundlovsforhøret blev lukket, kom det frem, at de to unge mænd på 19 år er sigtet for drab i forening eller efter fælles forståelse. De nægter sig skyldige.
Den ene fortalte også dommeren, at han var blevet anholdt på hospitalet, skriver TV 2 Østjylland, som var til stede ved retsmødets start.
Når dørene til et grundlovsforhør bliver lukket, bliver offentligheden afskåret for at høre mere om, hvad de sigtede eventuelt forklarer, og hvilke beviser politiet har i sagen.
Politiet har siden anmeldelsen været til stede og foretaget undersøgelser i Tilst. De undersøgelser fortsætter lørdagen igennem.
Det er politiets vurdering, at de, der var involveret i knivstikkeriet, har et forudgående kendskab til hinanden.
- De har mødtes, og det har udviklet sig til et knivoverfald, siger Anders Kragh.
De pårørende til den 25-årige er underrettet.
Nogle timer efter knivoverfaldet fandt et andet knivstikkeri sted i Bispehaven, som ligger ikke langt fra Tilst i det vestlige Aarhus.
Her blev to mænd på henholdsvis 22 og 25 år stukket med kniv. Den ene af dem blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand.
- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke påvise, at der er sammenhæng mellem de to sager, selv om det er sket tæt på hinanden, sagde vagtchef Anders Kragh lørdag morgen.
/ritzau/