En 19-årig mand er blevet sigtet for forsøg på manddrab, efter at en 60-årig mand tirsdag formiddag blev stukket med kniv i ryggen i Herning Centret og kørt på hospitalet i kritisk tilstand.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Den 19-årige mand blev anholdt efter en "kort og intens efterforskning", oplyser politiet.

Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning onsdag klokken 09.00.

Politiet har endnu ikke noget klart billede af motivet til knivstikkeriet.

Af hensyn til efterforskningen af sagen har Midt- og Vestjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger til offentligheden om sagen.

Efterforskningen pågår fortsat, men afspærringen i Herning Centret er nu ophævet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

I den forbindelse hører politiet fortsat gerne fra vidner, "som kan have set noget usædvanligt eller mistænkeligt i tidsrummet omkring klokken 09 i Herning Centret eller i området rundt om".

Kredsen tilføjer dog - som tidligere meldt ud - at det på nuværende tidspunkt ikke er politiets formodning, at hændelsen har forbindelse til konflikten i Herning tidligere i år.

Midt- og Vestjyllands Politi præciserer ikke, hvilken konflikt kredsen henviser til.

Tidligere på året har der været voldelige opgør mellem kriminelle grupperinger i Herning- og Ikast-området.

Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 09.16 tirsdag formiddag - inden butikkerne åbnede.

Politiet kunne skride til anholdelse, fordi "både vidner og ansatte i Herning Centret reagerede snarrådigt og hjalp politiet med oplysninger, som var afgørende".

De pårørende til offeret er ifølge politiet underrettet.

RITZAU