Potentielt farlig brug af fyrværkeri kan betyde, at en ung mand fra Silkeborg får en skærpet straf, såfremt han senere tiltales og dømmes.

Onsdag er den 18-årige blevet sigtet for overtrædelse af en ny bestemmelse i straffeloven, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden beskyldes for at have affyret to skud fra et bomberør mod betjente i en patruljevogn om aftenen 22. december.

Det var tilsyneladende en reaktion på, at betjente forinden havde anholdt en anden ung person for uorden og fyrværkeri.

Tidligere i december trådte en ændring af straffeloven i kraft om netop affyring af for eksempel fyrværkeri mod borgere, politi og brandvæsen. Straffen er sat op med en tredjedel.

I mindst to andre lignende tilfælde med en formodet overtrædelse af den nye paragraf 119 b er de sigtede straks blevet sendt bag tremmer - dommere har vurderet, at der var grundlag for varetægtsfængsling.

Få dage før jul blev en 22-årig varetægtsfængslet for at have beskudt betjente i Æblehaven i Roskilde. Desuden er en 16-årig blevet fængslet for juleaften at have affyret fyrværkeri mod betjente på Blågårds Plads i København.

Imidlertid er den 18-årige fra Silkeborg på fri fod efter afhøringen. Anklagemyndigheden har vurderet, at den unge ikke skal fremstilles for en dommer, oplyser vagtchefen i politikredsen.

Forklaringen er ifølge vagtchefen, at betjentene befandt sig inde i patruljevognen.

I en pressemeddelelse onsdag oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at skuddene fra bomberøret eksploderede få meter fra patruljevognen, som blev ramt af fragmenter.

Den 18-årige nægter sig skyldig. Når efterforskningen er slut, skal anklagemyndigheden tage stilling til, om der skal rejses tiltale. Derefter bliver det op til Retten i Viborg at afgøre sagen.

/ritzau/